onsdag den 23. juli 2008

Lille mus på besøg - 18. juli 2008

Denne lille mus kom løbende ind i min stue, via den åbne terrassedør, hvilket jeg hurtigt benyttede mig af, da mit kamera var lige inde for rækkevidde. Den er da sød! :) Da jeg ville fange den for at sætte den ud, fandt den selv udgangen i en værre fart!
Så vidt jeg kan se, er det en Halsbåndmus - Apodemus flavicollis.

Brun Kejserguldsmed - 18. juli 2008

Det er jævnligt sket gennem de senere år, at jeg har observeret Brun mosaikguldsmed - Aeshna grandis, men sjældent, at det rent faktisk er lykkedes mig at fotografere den. Men ved Ål Præstesø ved Oksbøl var mine chancer stærkt forhøjede, i og med at det vrimlede med dem derude. Jeg fik blandt andet nogle billeder af denne hun, i færd med at lægge æg.

søndag den 20. juli 2008

Kejseren er kommet til Sønderris - 14. juli 2008

Jeg har siden 2004 observeret Stor Kejserguldsmed - Anax Imperator ved Brillesøen i Sædding, Esbjerg - men indtil den 14. juli 2008 havde jeg endnu ikke set den i Sønderris, Esbjerg, hvor jeg fotograferer mest, da det er, hvor jeg bor. Men så så jeg den endelig - ved den lille sø bag Saturnvænget i Sønderris. Billedet er ikke just af god kvalitet, men det var, hvad jeg kunne få af guldsmeden denne dag.

Mider på ådselgraver - 13. juli 2008

Mon ikke at denne ådselgraver (Sortkøllet Ådselgraver - Nicrophorus vespilloides) var ret træt af de "blinde passagerer" i form af mider? Billedet er taget ved Hoffmannns plantage ved Hostrup.

Blå mosaikguldsmed - 10. juli 2008

Ak ja, morgenmenneske er jeg jo ikke, så jeg har endnu ikke observeret en guldsmedeudklækning, selv om jeg har fotograferet insekter siden 2002. Mig og min kæreste var dog ret tæt på at observere sådan en udklækning, da vi den 10. juli efter kl. 22.00 om aftenen så denne særdeles ny Blå Mosaikguldsmed - Aeshna cyanea, ved en lille sø i Sønderris, Esbjerg. Hvem der bare var kommet lidt tidligere...

Det nederste af kroppen var ikke helt rettet ud endnu, og kroppen og vingerne var endnu ikke helt tørre. Det havde regnet særdeles grundigt hele dagen, hvilket også ses på vegetationen. Sikke en dag at udklække på! Det havde dog ikke regnet et stykke tid, da disse billeder blev taget.

Gad vide hvor almindeligt det er at se en udklækning på dette tidspunkt at døgnet?




Harlekin-mariehøne - 29. juni 2008

Harlekin-mariehøne - Harmonia axyridis. Nu også ved Brillesøen i Sædding, Esbjerg.
-Her på min særdeles tørre finger!